Paven og islam
Den muslimske verden koger endnu en konflikt op
"DEN MUSLIMSKE VERDENS PROTEST over en forelæsning,
som Pave Benedikt XVI holdt i tirsdags,
minder i bemærkelsesværdig grad om den sag,
der blev kogt op om de danske Muhammed-tegninger
tidligere på året. I det forgangne døgn har muslimske
autoriteter fra en række lande i den muslimske verden kritiseret
overhovedet for verdens største kristne trossamfund og kræver
ligesom i sagen om Muhammed-tegningerne uforbeholdne
undskyldninger.
Men paven bør ikke sige undskyld, for han har intet at undskylde.
Derimod ligner det et mønster i en global kulturkamp,
at ledende muslimske autoriteter fejltolker
andres udtalelser og motiver i et forsøg på at
fremstå som ofre for en vestlig, kristen nedgørelse
og mangel på anerkendelse.
Pave Benedikt XVI er ingen konfliktsøgende person.
Men i en forelæsning på Regensburg Universitet i
Tyskland i tirsdags brugte han et eksempel på en
dialog fra middelalderen mellem to lærde,
en kristen og en muslim, der skulle illustrere hans forelæsning
om forholdet mellem fornuft og tro.
Han ønskede at fremhæve kristendommens
positive syn på fornuften, i modsætning til islam,
der historisk set er blevet udbredt ved sværdets hjælp
og voldelige konversioner. Denne form for voldsanvendelse
er uden sund fornuft og ikke Gud velbehagelig,
for det er i Guds natur at følge fornuften,
citerede Paven. Det er de ord, der er faldet så mange
muslimer for brystet, og har bragt paven ud i hans første
virkelige krise, siden han blev valgt til embedet for snart halvandet år siden.
Benedikt XVI har ved flere lejligheder antydet,
at han ønsker at anskue islam mere kritisk end
sin forgænger. I forsommeren fremgik det af flere
udenlandske medier, at den katolske kirke
nu mener, at forfølgelsen af kristne palæstinensere i Mellemøsten
ikke bare er en konsekvens af konflikten med Israel,
men i høj grad et resultat af en intolerant politisk islam.
At islam har problemer med fornuften og historisk
set er blevet udbredt ved hjælp af vold, og den dag i dag
ikke vil anerkende menneskers ret til at
konvertere fra islam og dermed selv vælge tro er
islams store problem og kilde til konflikt med menneskerettighederne.
Det fik paven indirekte gjort opmærksom på.
Det er ingen fornærmelse af verdens muslimer,
men reel og relevant religionskritik, som alle må og skal kunne tåle. "
***
***