Konstnären Lars Vilks står fortfarande
överst på Al Qaedas dödslista. Det
betyder ett liv med ständigt livvakts-
skydd och överfall vid offentliga fram-
trädanden, nu senast i Karlstad.
Danska nättidningen Sappho har gjort
ett hemma-hosreportage från Vilks
stuga. Han berättar öppenhjärtigt om
hur det känns att stå på jihadisternas
dödslista:
”Truslerne er jo en relativt ny erfaring, jeg har
gjort mig. Men man kan faktisk lære at leve
med dem. Dem, der truer, gør sjældent alvor
af deres trusler.”
”Desuden er jeg ret optimistisk af natur.
Jeg har en tro på, at alting nok skal ordne sig,
hvis man tager det roligt og tænker strategisk.
Men det er klart, at der er nogle praktiske ting,
der er blevet mere besværlige. Det er svært at
improvisere med sikkerhedsvagter på slæb,
tingene skal planlægges i forvejen.”
Har du fortrudt, at du overhovedet satte pennen
til papiret?
”Nej, jeg har ikke fortrudt noget. Sådan skal man
ikke tænke. Som kunstner må man tage konse-
kvensen af sine handlinger. Historien er fyldt
med kunstnere, hvis skæbne er langt værre
end min,” lyder det.
Nægtede at gå under jorden
Men sikkerhedssituationen er ikke kun besværlig
for Vilks, den er også dyr for den svenske stat.
Af samme grund havde efterretningstjenesten
foretrukket en anden løsning, fortæller han.
”De ville have, at jeg skulle skifte identitet og gå
under jorden. Men det syntes jeg ikke var realistisk.
Som kunstner og forelæser kan man ikke være
anonym, det var for høj en pris.”
”I begyndelsen havde jeg et såkaldt hide-away,
hvor jeg overnattede. Men det blev for besværligt,
så nu sover jeg her omgivet af alarmer og alt
mulig elektronisk isenkram.”
Alarmsystemerne, som Säpo-folkene har sat op,
er dog ikke helt ufejlbarlige, fortæller Vilks. De
udløses af og til, uden at der egentlig er fare
på færde.
Det kan være en kat eller et andet dyr, der har
sneget sig ind på grunden.
Kunstner med økse
Som det fremgår, er Lars Vilks ikke typen, der drama-
tiserer situationen unødigt. Men når alarmen går, og
han ligger og sover på 1. sal, kan der godt flyve et
par tanker gennem hovedet, erkender han.
”Så spekulerer man jo lidt på, om man skal gå ned
og kikke efter, hvad det er,” griner han.
For at gøre den beslutning lidt nemmere har han
altid en stor skovøkse ved sin side. Den står der
også nu, mens vi sidder og snakker.
”Den er der godt med sving i,” siger han og demon-
strerer, hvorledes øksen skal svinges.
***
