Le Mondejournalisten Yves Mamou skrev i juli ett
varningsord som skakade de franska medierna.
En kändisjournalist på vänsterkanten, skribent
på etablissemangets främsta tidning, vågade
för första gången öppet sia om ett oundvikligt
inbördeskrig (på danska: borgerkrig) i Frankrike.
Ett inbördeskrig mellan franska staten och
jihadisterna.
Utmärkta Den Korte Avis återger
artikeln översatt till danska.
Läs och begrunda...
I maj 2016 afleverede han omtrent samme budskab til en anden kommission bestående af parlamentsmedlemmer, som denne gang havde ansvaret for det nationale forsvar. “Europa,” sagde han, “er i fare. Ekstremismen dukker frem overalt, og vi vender nu opmærksomheden mod nogle bevægelser på den yderste højrefløj, som forbereder en konfrontation”.
Hvilken slags konfrontation? “Konfrontationer internt i samfundet,” sagde han – med en høflig omskrivelse af “krig mod muslimer.” “Yderligere et eller to terrorangreb,” tilføjede han, “og vi kan meget vel stå med en borgerkrig.”
Ingen ved, om terroristen i lastbilen, som den 14. juli på Bastilledagen pløjede sig igennem en folkemængde i Nice og dræbte mere end 80 mennesker, vil blive den udløsende faktor til en fransk borgerkrig, men det kunne måske være nyttigt at kigge på, hvad det er, der skaber risikoen for en sådan i Frankrig og i andre lande så som Tyskland og Sverige.
Hovedårsagen er statslig forsømmelse. (sv: statens försummelse)
1. Frankrig er i krig, men der bliver aldrig sat navn på fjenden.
Frankrig er blevet hovedmål for gentagne islamistiske angreb; de vigtigste islamistiske terrorblodbade fandt sted mod bladet Charlie Hebdo og Hypercacher-supermarkedet i Vincennes (2015); Bataclan-teatret, dets nærliggende restauranter og Stade de France-stadionet, (2015); det fejlslagne angreb på Thalys-toget; halshugningen af Hervé Cornara (2015); henrettelsen af to politifolk i Magnanville i juni (2016), og nu lastbilvædringen i Nice på mindedagen for den franske revolution i 1789.
De fleste af disse angreb blev begået af franske muslimer: borgere hjemvendt fra Syrien (Kouachi-brødrene mod Charlie Hebdo), eller franske islamister (Larossi Abballa som myrdede en politifamilie i Magnanville i juni 2016), som efterfølgende erklærede deres troskab mod Islamisk Stat (ISIS). Lastbilmorderen i Nice var tuneser, men gift med en fransk kvinde, med hvem han havde tre børn, og havde levet relativt roligt i Nice, indtil han besluttede at myrde mere end 80 mennesker og såre snesevis af andre.
Efter hver eneste af disse tragiske episoder nægtede præsident François Hollande at sætte navn på fjenden, nægtede at nævne islamismen – og nægtede specifikt at tale om franske islamister – som fjende af franske borgere.
For Hollande er fjenden en abstraktion: “terrorisme” eller “fanatikere”. Selv når præsidenten drister sig til at kalde “islamismen” for fjenden, nægter han at sige, at han vil lukke alle salafistiske moskeer, forbyde det Muslimske Broderskab og salafistiske organisationer i Frankrig, eller forbyde tørklæde for kvinder på gader og universiteter. Nej, i stedet bekræfter den franske præsident sin beslutning om militære aktioner i udlandet: “Vi vil forstærke vores indsats i Syrien og Irak,” sagde præsidenten efter angrebet i Nice.
For Frankrigs præsident er udstationeringen af soldater i hjemlandet kun beregnet på forsvarshandlinger: afskrækkelsespolitik, ikke offensiv oprustning af Republikken mod en indre fjende.
Konfronteret med dette fejlslag fra vores elite – som blev valgt til at føre landet igennem nationale og internationale farer – hvor overraskende er det så, hvis paramilitære grupper organiserer sig for at slå igen?
Som Mathieu Bock-Côté, sociolog i Frankrig og Canada, sagde i Le Figaro:
“De vestlige eliter modsætter sig med selvmorderisk stædighed at sætte navn på fjenden. Konfronteret med angreb i Bruxelles eller Paris foretrækker de at fantasere over en filosofisk kamp mellem demokrati og terrorisme, mellem et åbent samfund og fanatisme, mellem civilisation og barbari”.2. Borgerkrigen er allerede startet, og ingen ønsker at kalde den ved navn.
Borgerkrigen startede for seksten år siden med den anden intifada. Mens palæstinenserne udførte selvmordsangreb i Tel Aviv og Jerusalem, begyndte franske muslimer at terrorisere jøder, der levede fredeligt i Frankrig. Gennem seksten år er jøder – i Frankrig – blevet nedslagtet, angrebet, tortureret og stukket ned med kniv af franske muslimske borgere, angiveligt for at hævne palæstinensiske personer på Vestbredden.
Når en gruppe franske borgere, som er muslimer, erklærer krig mod en anden gruppe franske borgere, som er jøder, hvad kalder man det så? For det franske establishment er det ikke borgerkrig, blot en beklagelig misforståelse mellem to “etniske” samfundsgrupper.
Indtil nu har ingen ønsket at gøre opmærksom på en sammenhæng mellem disse angreb og det morderiske angreb i Nice mod mennesker, som ikke nødvendigvis var jøder – og kalde det, hvad det retteligen bør kaldes: borgerkrig.
For det yderst politisk korrekte, franske establishment opstår faren for borgerkrig først, når nogen går til modangreb på franske muslimer; hvis alle blot underkaster sig disses krav, er alt som det skal være. Indtil nu har ingen ytret den tanke, at franske muslimers terrorangreb på jøder, franske muslimers angreb på Charlie Hebdos journalister, franske muslimers overfald på en entreprenør, der fik halsen skåret over for et år siden, en gruppe muslimers overfald på den unge Ilan Halimi, en fransk muslims angreb på skolebørn i Toulouse, en fransk muslims angreb på passagerer ombord på Thalys-toget, en næsten fransk muslims angreb på uskyldige mennesker i Nice er symptomer på en borgerkrig. Disse blodbade bliver den dag i dag opfattet som noget i retning af en tragisk misforståelse.
3. Det franske establishment opfatter de fattige, de gamle og de skuffede som fjenden
Hvem klager mest over den muslimske indvandring til Frankrig? Hvem lider mest under den lokale islamisme? Hvem holder mest af at drikke et glas vin eller spise en skinkesandwich? De fattige og de gamle, som bor tæt på de muslimske grupper, fordi de ikke har penge til at flytte andre steder hen.
Som følge heraf er millioner af fattige og gamle i Frankrig i dag parate til at vælge Marine Le Pen, lederen af højrefløjspartiet Front National, til den næste præsident for Republikken, simpelthen fordi det eneste parti, der ønsker at bekæmpe den illegale indvandring, er Front National.
Men fordi disse franske gamle og fattige ønsker at stemme på Front National, er de blevet det franske establishments fjender, til højre såvel som til venstre. Hvad siger Front National til disse mennesker? “Vi vil genskabe Frankrig som en nation af franske mennesker.” Og de fattige og de gamle tror på det – fordi de ikke har andet valg.
Tilsvarende havde de fattige og de gamle i Storbritannien ikke andet valg end at stemme for Brexit. De greb det første redskab, de fik i hænde, til at give udtryk for deres skuffelse over at leve i et samfund, som de ikke længere bryder sig om. De stemte ikke for at sige: “Dræb disse muslimer, som forvandler mit land, stjæler mit job og opsuger min skat”. De protesterede bare imod et samfund, som en global elite er igang med at forvandle uden deres samtykke.
Den globale elite traf et valg: de tog parti imod deres egne gamle og fattige, fordi disse mennesker ikke længere ønsker at stemme på dem. Og den globale elite valgte ydermere at undlade at bekæmpe islamismen, fordi muslimer stemmer globalt på den globale elite. Muslimerne i Europa udgør desuden en stor “gulerod” for den globale elite: de stemmer kollektivt.
I Frankrig stemte 93% af muslimerne for den nuværende præsident, François Hollande, i 2012. I Sverige meddelte Socialdemokraterna, at 75% af de svenske muslimer stemte på dem ved valget i 2006; og undersøgelser viser, at den “rød-grønne” blok får 80-90% af de muslimske stemmer.
4. Er borgerkrigen uundgåelig? Ja!
Hvis de førende kredse ikke ønsker at indse, at borgerkrigen allerede for længst er blevet erklæret af de ekstremistiske muslimer først – hvis de ikke ønsker at indse, at fjenden ikke er Front National i Frankrig, Alternative für Deutschland i Tyskland eller Sverigedemokraterna i Sverige – men islamismen i Frankrig, Belgien, Storbritannien, Sverige – så vil der finde en borgerkrig sted.
Frankrig har, ligesom Tyskland og Sverige, et militær og et politi, som er stærkt nok til at bekæmpe en indre, islamistisk fjende. Men først skal de sætte navn på den og træffe foranstaltninger imod den. Hvis de ikke gør det – hvis de overlader deres indfødte borgere til fortvivlelsen, uden andre midler end at bevæbne sig og gå til modangreb – ja, så er borgerkrig uundgåelig.
Yves Mamou, baseret i Frankrig, har gennem to årtier arbejdet som journalist for Le Monde
Oversat af Mette Thomsen
http://da.gatestoneinstitute.org/
