Jyllands-Posten kommenterar i en ledare det
sensationella (?) avslöjandet (se ovan) att
varannan muslim i Danmark anser att Israel
ska utplånas....
Vi har redan tidigare behandlat bl a
***
Ifølge en Wilke-måling refereret i JP 16/10 mener halvdelen af danske muslimer, at staten Israel ikke har ret til at eksistere, mens blot en tredjedel er af den modsatte opfattelse. Det sker, mens en ny terrorbølge drevet af had til det jødiske folk skyller gennem Israel. Tidligere i år blev en dansk jøde myrdet af en dansk muslim. Europæiske jøder er blevet overfaldet og myrdet i en skole i Frankrig og på et museum i Belgien. Ifølge en frisk EU-rapport er antallet af antisemitiske overfald i Europa steget dramatisk. Samtidig anføres det, at endnu flere overgreb aldrig anmeldes. For gerningsmændene er der ingen forskel på at angribe israelske soldater på Vestbredden, civile israelere eller europæere med jødisk baggrund. Tusindvis af jøder har som reaktion på antisemitismen, volden og truslerne forladt Europa.
Jødehaderne ønsker staten Israel og jøderne udryddet. De palæstinensiske talsmænd, der påstår, at terroren mod jødiske mål i og uden for Israel alene handler om ”besættelse” og ”bosættelse”, vildleder offentligheden. Må vi minde om, at sidste gang Israel opgav en besættelse – det var i 2005, da Israel gennemførte en ensidig tilbagetrækning fra Gaza – reagerede palæstinensere med mere vold og terror. For alt for mange arabere er Israel en stor ulovlig bosættelse, og alle jøder er bosættere og besættere, uanset hvor i verden de befinder sig.
Palæstinenserne kunne i 1948 ligesom jøderne have fået en stat, men de valgte i stedet krigen og årtiers kamp for at få likvideret den jødiske stat. I den situation er det svært at nå det ønskelige mål, en løsning med to stater, en jødisk og en palæstinensisk, der lever i fred med hinanden.
En imam med palæstinensiske rødder i moskéen på Grimhøjvej i Aarhus forsvarer sin støtte til likvideringen af Israel med, at hans familie i 1948 blev fordrevet, men han fortier, at siden staten Israels oprettelse er stort set alle jøder blevet fordrevet fra den arabiske verden. Han fortier også, at mange arabiske familier i 1948 af arabiske stater blev opfordret til at forlade deres hjem. I den muslimske verden har religiøse og etniske mindretal længe haft det svært. Efter jøderne er turen kommet til de kristne, som der efterhånden heller ikke er nogen tilbage af.
Smagen for vold og terror mod jøder er i årevis blevet kultiveret af palæstinensiske ledere i moskéer, skoler og medier. En imam i Gaza opfordrede før den aktuelle terrorbølge, der foreløbig har kostet otte israelere livet, sine trosfæller på Vestbredden til at slagte jøder. På de sociale medier fremvises knive og de steder på kroppen, der er mest følsomme over for knivstik. Det palæstinensiske selvstyres fungerende præsident, Mahmoud Abbas, har også bidraget til at hidse gemytterne op ved at sprede et rygte om, at Israel vil ændre status quo for adgangen til Tempelbjerget og Al-Aqsa moskéen. Abbas har beskyldt israelerne for at likvidere palæstinensiske børn, og han har som eksempel nævnt en 13-årig dreng, der havde stukket et israelsk barn ned. Det er en ublu løgn, for drengen blev godt nok såret, men han er i live og bliver behandlet gratis på et israelsk hospital. Propagandaen og løgnen kender ingen grænser.
I den arabiske verden er folk opflasket med had til jøder. De ankommer i øjeblikket i stort antal til Europa, og det har forståeligt nok fået jødiske talsmænd til at udtrykke bekymring. Det vil være historiens bitre ironi, hvis konsekvensen af Tysklands åbne grænser bliver et forstærket had mod Europas jøder.
Jødehaderne ønsker staten Israel og jøderne udryddet. De palæstinensiske talsmænd, der påstår, at terroren mod jødiske mål i og uden for Israel alene handler om ”besættelse” og ”bosættelse”, vildleder offentligheden. Må vi minde om, at sidste gang Israel opgav en besættelse – det var i 2005, da Israel gennemførte en ensidig tilbagetrækning fra Gaza – reagerede palæstinensere med mere vold og terror. For alt for mange arabere er Israel en stor ulovlig bosættelse, og alle jøder er bosættere og besættere, uanset hvor i verden de befinder sig.
Palæstinenserne kunne i 1948 ligesom jøderne have fået en stat, men de valgte i stedet krigen og årtiers kamp for at få likvideret den jødiske stat. I den situation er det svært at nå det ønskelige mål, en løsning med to stater, en jødisk og en palæstinensisk, der lever i fred med hinanden.
En imam med palæstinensiske rødder i moskéen på Grimhøjvej i Aarhus forsvarer sin støtte til likvideringen af Israel med, at hans familie i 1948 blev fordrevet, men han fortier, at siden staten Israels oprettelse er stort set alle jøder blevet fordrevet fra den arabiske verden. Han fortier også, at mange arabiske familier i 1948 af arabiske stater blev opfordret til at forlade deres hjem. I den muslimske verden har religiøse og etniske mindretal længe haft det svært. Efter jøderne er turen kommet til de kristne, som der efterhånden heller ikke er nogen tilbage af.
Smagen for vold og terror mod jøder er i årevis blevet kultiveret af palæstinensiske ledere i moskéer, skoler og medier. En imam i Gaza opfordrede før den aktuelle terrorbølge, der foreløbig har kostet otte israelere livet, sine trosfæller på Vestbredden til at slagte jøder. På de sociale medier fremvises knive og de steder på kroppen, der er mest følsomme over for knivstik. Det palæstinensiske selvstyres fungerende præsident, Mahmoud Abbas, har også bidraget til at hidse gemytterne op ved at sprede et rygte om, at Israel vil ændre status quo for adgangen til Tempelbjerget og Al-Aqsa moskéen. Abbas har beskyldt israelerne for at likvidere palæstinensiske børn, og han har som eksempel nævnt en 13-årig dreng, der havde stukket et israelsk barn ned. Det er en ublu løgn, for drengen blev godt nok såret, men han er i live og bliver behandlet gratis på et israelsk hospital. Propagandaen og løgnen kender ingen grænser.
I den arabiske verden er folk opflasket med had til jøder. De ankommer i øjeblikket i stort antal til Europa, og det har forståeligt nok fået jødiske talsmænd til at udtrykke bekymring. Det vil være historiens bitre ironi, hvis konsekvensen af Tysklands åbne grænser bliver et forstærket had mod Europas jøder.
