Pia Kjærsgaards ugebrev
- Mandag den 31. marts 2008
Når politisk korrekthed tilsidesætter klogskab
Ugens store samtaleemne var så ubetinget den islamkritiske hollandske parlamentsmedlem, Geert Wilders, tankevækkende film om islam, "Fitna ", der meget betegnende betyder "strid". Man kan roligt konstatere, at sjældent er så mange blevet så forarget over en film, de ikke har set.
Den hollandske premierminister, FNs generalsekretær, EU´s formandskab og sågar den danske stats- og udenrigsminister, stod alle sammen om at lægge afstand til Fitna - og alle som én sagde de godt nok, at de ikke lige havde fået set den, for det behøvede de slet ikke for at vide, at det er en yderst ophidsende og væmmelig og unødvendig film. Historieløst har nogle herhjemme sammenlignet den med Nazitysklands hæslige propagandafilm, der fremstillede jøder som rotter, der skulle udryddes.
"Fitna" er bestemt ikke en film, man bliver i godt humør af. Dertil indeholder den for mange modbydelige scener, der udpensler den vold og terror, som er blevet begået i islams navn det seneste årti.
Rent filmisk ligner det en bog, hvor på den ene side, der citeres fra nogle ekstremt brutale og intolerante koranvers, der opfordrer til død og ødelæggelse, og på den anden side ser man så konsekvenserne af, at nogle ekstreme muslimer læser koranens voldelige opfordringer yderst bogstaveligt - sådan som imam på imam da også opfordrer dem til. Sammenhængen vises i form af dokumentariske klip af forbrydelser begået at nogle ekstremistiske muslimer i islams navn.
Geert Wilders film er ikke et forsøg på at lave et dybt nuanceret debatindlæg, hvor han på traditionel europæisk vis benægter, at virkeligheden kan være grum, og at livets fortrædeligheder ikke kan ledes tilbage til totalitære tanker. Og hvad så?
Sandheden er jo den, at koranen og de dertil hørende sura og andre skriblerier, der danner rammen om islamisk tænkning, på givne steder er yderst brutal i sine formuleringer og fordringer, og at koranen og den udbredte, bogstavtro tolkning af den skaber alvorlige skel mellem muslimer og ikkemuslimer. Dette kultursammenstød bliver stadigt mere udtalt. Konsekvenserne udmales jo snart sagt i alle nyhedsudsendelser, hvor der rapporteres fra uroligheder - alt for ofte i lande med store muslimske befolkningsgrupper.
Islam er netop blevet verdens største religion. Som en talsmand fra Vatikanet i weekenden lidt tørt sagde som kommentar til, at der nu er flere muslimer end katolikker: "de får flere børn". Samtidig med den udvikling ser vi, både i udlandet og herhjemme, at den islamiske ekstremisme stortrives. Nogle beregnende meningsdannere, politikere - som bl.a. SFs uforpligtede Villy Søvndal - og medier søger at isolere ekstremismen herhjemme til nazisterne i det islamiske Hitzb-Ut-Tahrir. Alle kan se og høre, at de er bindegale, så den etikette er let.
Sandheden er bare desværre, at ekstremismen i muslimske kredse herhjemme er langt mere udbredt. Paraden af imamer og talsmænd og sympatisører - fra Asmaa Abdol Hamid over Islamisk Trossamfund til den jyske hyggeonkel med sharia i ærmet, Abdul Wahid Pedersen - prædiker alle bogstavtro koran-loyal intolerance og ekstremisme. Nogle pakker det bare ind i fidelt jysk tungemål...
Det er jo ikke i virkelighedens verden sådan, at særligt mange muslimer benægter, at islam kan tolkes ganske voldsomt. Og det "flertal" af muslimer, som alle mulige, senest den hollandske regeringschef, mener at vide ikke bifalder volden, er generelt ganske tavse...
Det er så her, at pointen i Wilders film bliver interessant. Sidst i filmen høres lyden af et blad, der rives ud af en bog. Speakeren forklarer, at det er lyden af en side fra telefonbogen, der rives ud, mens den nødvendige revidering af de krigeriske vers i koranen, er noget muslimerne selv må foretage.
Wilders film er et barskt, men også nødvendigt opråb til den muslimske verden om at frasige sig volden som politisk såvel som religiøst middel, og i stedet lade sig integrere i det demokratiske verdenssamfund, hvor konflikter og uoverensstemmelser løses ved hjælp af dialog og politiske forhandlinger.
Hitzb-Ut-Tahrir sagde i går på deres hadske og kønsopdelte Nørrebromøde, at de så absolut ikke vil integreres eller bifalde danske værdier. Klar tale, så meget må vi tilstå dem.
Jeg savner seriøse muslimske stemmer, der taler dem midt imod. Som ikke læser koranen, som den blev skrevet for 1400 år siden og som overbeviser os om, at man vil frihed og ikke konfrontation.
Meget af kritikken mod Wilders film er gået på, at han angiveligt skulle skære alle muslimer over én kam i sin film. Sådan ser jeg den ikke, og det er jeg naturligvis heller ikke sandt, at man kan skære alle muslimer over en kam.
Der findes heldigvis få og små frihedslommer indenfor den muslimske verden, men langt de fleste, der tager bladet fra munden og siger fra overfor de barske sider af islam, lever reelt under politibeskyttelse og ofte i eksil - også selvom de har haft bopæl i det langt overvejende kristne Europa.
Ayaan Hirsi Ali er en af de absolut bedst kendte og mest sympatiske reformatorer af islam. Den somaliskfødte kvinde med sit smukke ydre og betagende personlighed, gik på mange måder længere i sin islamkritik i filmen, ”Underkastelse”, end Wilders gør i Fitna. Filmen kostede som bekendt den hollandske filmmager Theo van Gogh livet, da en gal islamist knivdræbte ham. Morderen har sagt, at hvis han kom ud af fængslet, ville han gøre det samme igen.
Hirsi Alis og van Goghs kontroversielle film skabte aldrig den folkelige og ikke mindst elitære modstand mod Hirsi Ali, som Geert Wilders har oplevet. Det skyldes givetvis, at de politisk korrekte ikke kan, tør eller vil kritisere en sort, køn, karismatisk ex-muslimsk kvinde så heftigt, som de kritiserer en hvid mand med en anden fremtoning.
I stedet vælger de fleste politikere, journalister og meningsmagere at iklæde sig den indignerede mine og skælde Geert Wilders huden fuld for at skabe skel, mens ingen af de modige beslutningstagere forholder sig til hans slutpointe i filmen: hvor er den interne muslimske debat og vilje til at reformere islam således, at det bliver nemmere for alverdens muslimer at leve i fred og ro med deres ikkemuslimske naboer?
Det er alarmerende, at man ikke skulle kunne kritisere islam, blot fordi man er født som en hvid mand i Europa. De nærmest hysteriske fordømmelser og næsten paniske afstandtagen fra en film, som langt de fleste ikke har set, og som ingen jurist eller andre lærde har kunnet eller villet forbyde, vidner om en civilisation, der er bange for sin egen skygge.
Ingen - hverken, guder, profeter, politikere eller befolkningsgrupper - kan undslå sig kritik med den undskyldning, at lige netop de er guds udvalgte folk, og at deres helt særlige religion er ekstra følsom overfor kritik. Den går altså ikke i år 2008, hvor kloden er blevet tæt forbundet via internettet, fjernsyn og andre kanaler, der gør, at ingen længere kan gemme sig for den moderne tilværelses genvordigheder - herunder kritik af ens adfærd og baggrunden for denne.
Drop det politisk korrekte surmuleri og lad os tage fat på den nødvendige debat.
- Mandag den 31. marts 2008
Når politisk korrekthed tilsidesætter klogskab
Ugens store samtaleemne var så ubetinget den islamkritiske hollandske parlamentsmedlem, Geert Wilders, tankevækkende film om islam, "Fitna ", der meget betegnende betyder "strid". Man kan roligt konstatere, at sjældent er så mange blevet så forarget over en film, de ikke har set.
Den hollandske premierminister, FNs generalsekretær, EU´s formandskab og sågar den danske stats- og udenrigsminister, stod alle sammen om at lægge afstand til Fitna - og alle som én sagde de godt nok, at de ikke lige havde fået set den, for det behøvede de slet ikke for at vide, at det er en yderst ophidsende og væmmelig og unødvendig film. Historieløst har nogle herhjemme sammenlignet den med Nazitysklands hæslige propagandafilm, der fremstillede jøder som rotter, der skulle udryddes.
"Fitna" er bestemt ikke en film, man bliver i godt humør af. Dertil indeholder den for mange modbydelige scener, der udpensler den vold og terror, som er blevet begået i islams navn det seneste årti.
Rent filmisk ligner det en bog, hvor på den ene side, der citeres fra nogle ekstremt brutale og intolerante koranvers, der opfordrer til død og ødelæggelse, og på den anden side ser man så konsekvenserne af, at nogle ekstreme muslimer læser koranens voldelige opfordringer yderst bogstaveligt - sådan som imam på imam da også opfordrer dem til. Sammenhængen vises i form af dokumentariske klip af forbrydelser begået at nogle ekstremistiske muslimer i islams navn.
Geert Wilders film er ikke et forsøg på at lave et dybt nuanceret debatindlæg, hvor han på traditionel europæisk vis benægter, at virkeligheden kan være grum, og at livets fortrædeligheder ikke kan ledes tilbage til totalitære tanker. Og hvad så?
Sandheden er jo den, at koranen og de dertil hørende sura og andre skriblerier, der danner rammen om islamisk tænkning, på givne steder er yderst brutal i sine formuleringer og fordringer, og at koranen og den udbredte, bogstavtro tolkning af den skaber alvorlige skel mellem muslimer og ikkemuslimer. Dette kultursammenstød bliver stadigt mere udtalt. Konsekvenserne udmales jo snart sagt i alle nyhedsudsendelser, hvor der rapporteres fra uroligheder - alt for ofte i lande med store muslimske befolkningsgrupper.
Islam er netop blevet verdens største religion. Som en talsmand fra Vatikanet i weekenden lidt tørt sagde som kommentar til, at der nu er flere muslimer end katolikker: "de får flere børn". Samtidig med den udvikling ser vi, både i udlandet og herhjemme, at den islamiske ekstremisme stortrives. Nogle beregnende meningsdannere, politikere - som bl.a. SFs uforpligtede Villy Søvndal - og medier søger at isolere ekstremismen herhjemme til nazisterne i det islamiske Hitzb-Ut-Tahrir. Alle kan se og høre, at de er bindegale, så den etikette er let.
Sandheden er bare desværre, at ekstremismen i muslimske kredse herhjemme er langt mere udbredt. Paraden af imamer og talsmænd og sympatisører - fra Asmaa Abdol Hamid over Islamisk Trossamfund til den jyske hyggeonkel med sharia i ærmet, Abdul Wahid Pedersen - prædiker alle bogstavtro koran-loyal intolerance og ekstremisme. Nogle pakker det bare ind i fidelt jysk tungemål...
Det er jo ikke i virkelighedens verden sådan, at særligt mange muslimer benægter, at islam kan tolkes ganske voldsomt. Og det "flertal" af muslimer, som alle mulige, senest den hollandske regeringschef, mener at vide ikke bifalder volden, er generelt ganske tavse...
Det er så her, at pointen i Wilders film bliver interessant. Sidst i filmen høres lyden af et blad, der rives ud af en bog. Speakeren forklarer, at det er lyden af en side fra telefonbogen, der rives ud, mens den nødvendige revidering af de krigeriske vers i koranen, er noget muslimerne selv må foretage.
Wilders film er et barskt, men også nødvendigt opråb til den muslimske verden om at frasige sig volden som politisk såvel som religiøst middel, og i stedet lade sig integrere i det demokratiske verdenssamfund, hvor konflikter og uoverensstemmelser løses ved hjælp af dialog og politiske forhandlinger.
Hitzb-Ut-Tahrir sagde i går på deres hadske og kønsopdelte Nørrebromøde, at de så absolut ikke vil integreres eller bifalde danske værdier. Klar tale, så meget må vi tilstå dem.
Jeg savner seriøse muslimske stemmer, der taler dem midt imod. Som ikke læser koranen, som den blev skrevet for 1400 år siden og som overbeviser os om, at man vil frihed og ikke konfrontation.
Meget af kritikken mod Wilders film er gået på, at han angiveligt skulle skære alle muslimer over én kam i sin film. Sådan ser jeg den ikke, og det er jeg naturligvis heller ikke sandt, at man kan skære alle muslimer over en kam.
Der findes heldigvis få og små frihedslommer indenfor den muslimske verden, men langt de fleste, der tager bladet fra munden og siger fra overfor de barske sider af islam, lever reelt under politibeskyttelse og ofte i eksil - også selvom de har haft bopæl i det langt overvejende kristne Europa.
Ayaan Hirsi Ali er en af de absolut bedst kendte og mest sympatiske reformatorer af islam. Den somaliskfødte kvinde med sit smukke ydre og betagende personlighed, gik på mange måder længere i sin islamkritik i filmen, ”Underkastelse”, end Wilders gør i Fitna. Filmen kostede som bekendt den hollandske filmmager Theo van Gogh livet, da en gal islamist knivdræbte ham. Morderen har sagt, at hvis han kom ud af fængslet, ville han gøre det samme igen.
Hirsi Alis og van Goghs kontroversielle film skabte aldrig den folkelige og ikke mindst elitære modstand mod Hirsi Ali, som Geert Wilders har oplevet. Det skyldes givetvis, at de politisk korrekte ikke kan, tør eller vil kritisere en sort, køn, karismatisk ex-muslimsk kvinde så heftigt, som de kritiserer en hvid mand med en anden fremtoning.
I stedet vælger de fleste politikere, journalister og meningsmagere at iklæde sig den indignerede mine og skælde Geert Wilders huden fuld for at skabe skel, mens ingen af de modige beslutningstagere forholder sig til hans slutpointe i filmen: hvor er den interne muslimske debat og vilje til at reformere islam således, at det bliver nemmere for alverdens muslimer at leve i fred og ro med deres ikkemuslimske naboer?
Det er alarmerende, at man ikke skulle kunne kritisere islam, blot fordi man er født som en hvid mand i Europa. De nærmest hysteriske fordømmelser og næsten paniske afstandtagen fra en film, som langt de fleste ikke har set, og som ingen jurist eller andre lærde har kunnet eller villet forbyde, vidner om en civilisation, der er bange for sin egen skygge.
Ingen - hverken, guder, profeter, politikere eller befolkningsgrupper - kan undslå sig kritik med den undskyldning, at lige netop de er guds udvalgte folk, og at deres helt særlige religion er ekstra følsom overfor kritik. Den går altså ikke i år 2008, hvor kloden er blevet tæt forbundet via internettet, fjernsyn og andre kanaler, der gør, at ingen længere kan gemme sig for den moderne tilværelses genvordigheder - herunder kritik af ens adfærd og baggrunden for denne.
Drop det politisk korrekte surmuleri og lad os tage fat på den nødvendige debat.
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard
Pia Kjærsgaard